Sigfred Pedersen blev født i 1903 som søn af gårdejer Lars Pedersen og Karen Larsen. Han tog præliminæreksamen fra Brenderup Realskole og blev i 1923 student fra Odense Katedralskole. I 1931 færdiggjorde han sin uddannelse som cand. polit. (statsvidenskab). I perioden 1930-31 var han ansat som journalist ved Nationaltidende.1933-35 litteraturanmelder ved BT.
I 1933 giftede Sigfred Pedersen sig med Birthe Marie Petersen fra Kerteminde, og sammen fik de børnene Birthe og Claus. I 1943 blev han gift med Else Bloch Sørensen. De fik to børn, Lærke og Vibe.
Sigfred Pedersen opholdt sig meget i Nyhavn, hvor værtshusene og omgivelserne gav ham inspiration til de mange viser og digte. I 1927 debuterede Sigfred med ”Forårets viser og Somrens Vers” og derefter fulgte et hav af viser og digte. Blandt de mest kendte ”Nu går våren gennem Nyhavn”, ”Katinka, Katinka, luk vinduet op”, ”Nu lokker atter de lange veje.” og ”Tørresnoren”. Desuden arbejdede han som skuespiller og restauratør, og drev i starten af 40’erne Wessels Kro.
Fra 1949 skrev Sigfred også historiske romaner, ”Viking”,” Drømmen om "Vinlandet" og ”Vinland det gode”. I 1956 udkom ”Thyra Danebod".